Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Nye forældre

Når I har fået tilbudt og accepteret en plads i Regnbuen, må I gerne tage kontakt til vores pædagogiske leder Nathja på telefon 23 70 37 49. Nathja vil byde jer velkommen til Regnbuen, fortælle hvilken stue jeres barn skal gå på og sende vores velkomstmateriale til jer. Herefter bliver I kontaktet af en medarbejder fra jeres barns stue, som I aftaler nærmere omkring den første opstart med. I bliver også inviteret til en opstartssamtale - enten over telefonen eller ved et fysisk møde her i Regnbuen. 

Opstartssamtalen er her, hvor vi fortæller en masse om, hvem vi er, og vi taler om jer og jeres barn. Vi vender madvaner, sovevaner, særlige hensyn osv. På den måde har vi de bedste forudsætninger for at give barnet en tryg start.

Vi anbefaler, at I sætter 14 dage af til indkøring, og at I på forhånd beslutter jer for, hvem der skal være med under indkøringen. Vi oplever, at det er lettere for barnet kun at sige farvel til én forælder frem for to. Børn er forskellige og har forskellige behov, og det er derfor vigtigt at tage udgangspunkt i det
enkelte barn og sætte en ramme for forløbet ud fra dette. Vi lægger stor vægt på et godt samarbejde og en god dialog fra starten af, da al nyttig viden om jeres barn kun er med til at gøre indkøringsperioden så god og tryg som muligt.

Som udgangspunkt vil én af medarbejderne på stuen være tilknyttet barnet som primær voksen i indkøringsfasen. Vi vil samtidig stræbe efter, at der altid er to voksne og en mindre gruppe af børn på stuen under indkøringen, så barnet også kan opleve tryghed ved flere voksne og børn.

Inden for det første halve år inviterer vi til jer til en trivselssamtale, hvor vi taler om, hvordan den første tid er gået. 

Eksempel på en mulig indkøring: 

  • Den første dag: I bliver introduceret I til stuen, personalet på stuen, samt de børn, som vil være omkring jeres barn. Som oftest passer det godt ind i vores hverdag, at I kommer cirka 9.15 og er med i max en time. Når det er sagt, så tilpasser vi os selvfølgelig jeres barns rytme og sovetider. 
  • De første dage: I de første dage bliver du hos barnet, så det langsomt kan blive trygt. Vi bestræber os på at have få børn på stuen, så der er fred, ro og mulighed for at danne en relation til barnet og dig som forælder.
  • På egen hånd: Omkring tredjedagen prøver vi at vinke på gensyn for første gang. Her begynder du som forælder at gå i kortere perioder - vi skal dog altid kunne kontakte dig, så du kan komme tilbage, hvis behovet er der. Børn er forskellige, så det kan variere, hvor længe du kan være væk ad gangen. 
  • Tid til mad og lur: Når dit barn udviser fortrolighed med personalet, kan det begynde at spise med og sove her. Vi tager en dag ad gangen og tager udgangspunkt i dit barns følelser og reaktioner. 
  • Den første tid - korte dage: Det er for alle børn en stor omvæltning at starte i vuggestue, så derfor opfordrer vi altid til korte dage i en periode efter indkøringen, så vi kan folde fast i den gode og trygge start.
  • Bare spørg! Vi prøver at guide dig igennem hele opstarten, men spørg endelig, hvis der er noget, der undrer dig, eller noget du er nysgerrig omkring. Vi vil hellere end gerne give et svar.